Hvidovre Kommunes kommunalbestyrelse, Økonomiudvalget samt Teknik- og Miljøudvalget
7. oktober 2017
Høringssvar vedrørende budget 2018 – 2020
SGHs bestyrelse har drøftet kommunens budgetforslag 2018 – 2020. Det giver anledning til to forslag:
Hvidovre kommune har på sit budgetforslag 2018 – 2020 over de tre år tilsammen afsat 1.150.500 kr. til Cykelby Hvidovre. Det indebærer blandt andet en række aktiviteter de kommende tre år såsom børnefamilier på to hjul, cykelvenlig arbejdsplads og etablering af kommunal pulje til cykelparkering.
Alt sammen gode initiativer, som SGH bakker op omkring. Men når der er mulighed for at afsætte penge til dette formål, mener vi i SGHs bestyrelse, at man også burde tage skridtet fuldt ud og gøre Hvidovre kommune til en endnu mere sikker by at færdes i for alle trafikanter. Og altså ikke kun favoriserer en type trafikanter – cyklisterne.
Det kan efter SGHs opfattelse ske ved, at man over den samme tidsperiode afsætter de beskedne beløb, der er nødvendige for at gøre hele kommunen til en 40 km/t – zone. SGH skal derfor opfordre kommunalbestyrelsen til, at der i budgetforslaget over de næste tre år afsættes penge til skilte, vejreguleringer, lysregulering, ensretning af veje etc., som gør, at kommunen fra 2020 har 40 km/t – zone på samtlige veje i kommunen.
Hvidovre Kommunes viceborgmester Mikkel Dencker har ved flere lejligheder fastslået, at hans parti, Dansk Folkeparti, kontinuerligt arbejder på at nedsætte ejendomsbeskatningen i kommunen. På et møde med SGHs bestyrelse den 1. maj i år svarede han blandt andet følgende på et spørgsmål om ejendomsbeskatningen:
”I mit parti arbejder vi hele tiden på at sænke ejendomsbeskatningen. Det gør vi fortsat, og i det kommende budgetår vil vi foreslå yderligere en nedsættelse af grundskylden. Det var rent faktisk vores parti, der var afgørende for, at denne skat blev nedsat sidste gang.”
Efter SGHs opfattelse sker dette – trods løftet – alligevel ikke i det fremlagte budget. SGHs bestyrelse skal derfor opfordre til, at der arbejdes på at ejendomsbeskatningen fortsat reduceres i årene 2018 – 2020.
P.b.v.
Flemming J. Mikkelsen
Fmd. SGH