Høringssvar om sagsnr. 20/34976
Naboorientering udsendt d. 18.12.2020 på matr.nr.Hvidovre By, Strandmark, Catherine Boothsvej 18D
_____________________________________________________________________________________
Hermed høringssvar fra Sammenslutningen af grundejerforeninger i Hvidovre Kommune, SGH, vedrørende sagsnr. 20/34976 om opførelsen af syv rækkehuse på Cathrine Boothsvej 18D i Grundejerforeningen Svendebjergs område. Det drejer sig om fire matrikler 19 ip, 19 io, 19 in og 19 im, udstykket af 19 a.
Konklusion
SGH gør dels indsigelse imod projekt om opførelse af syv rækkehus på Cathrine Boothsvej 18D, 2650 Hvidovre og dels mod de af kommunen foreslåede dispensationer til Byplanvedtægten H9, som projektets realisering vil medføre.
SGHs vurdering af projektet
Indsigelsen skyldes, at projektet efter SGHs opfattelse strider imod byplanvedtægt H9, der i § 3 stk. anfører, at mindste grundstørrelse ved rækkehusbebyggelse er 350 m².
Det ansøgte projekt kan slet ikke leve op til disse krav, da der ansøges om rækkehuse, som får en grundstørrelse fra 175 til 192 m².
Desuden er det anført i § 8 i H9, at der på ejendommene kun må opføres institutions-byggeri eller parcelhuse. Når § 8 udtrykkeligt kun angiver parcelhuse, så er der sket et bevidst fravalg af dobbelthuse og rækkehuse.
Det anførte projekt lever således på to helt centrale områder slet ikke op til byplansvedtægten, og derfor forventer bestyrelsen i SGH, at projektet afvises.
Center for Plan og Miljø mener imidlertid, at løsningen ligger i, at der gives dispensation på de to centrale områder. Her henviser man til Planloven § 20, hvor det er anført, at der kan ydes dispensation, men i givet fald tidligst, når de berørte naboer har haft lejlighed til at udtale sig om projektet.
Her er SGH bekendt med, at Grundejerforeningen Svendebjerg har indsendt et høringssvar, hvor man meget grundigt argumenterer for, at der ikke gives dispensation i den pågældende sag. Dette høringssvar mener SGH, at Center for Plan og Miljø skal tage til efterretning og meddele investor, at projektet ikke kan gennemføres i den foreslåede form.
SGH er også bekendt med, at over halvdelen af husstandene i planområdet har underskrevet en protest imod projektet. Også en klart og tydelig meningstilkendegivelse, som SGH opfordrer Center for Plan og Miljø til at tage alvorligt. Betydningen må ikke undermineres.
For SGH har den her sag om dispensation i forhold til lokalpaner af stor principiel betydning. Hvidovre Kommune har i mange år været præget af gamle og utidssvarende byplansvedtægter. Og er det for så vidt stadig.
I næsten lige så mange år har det været en meget vanskelig proces at få kommunens politikere til at prioritere processen med at forny byplanvedtægterne til mere moderne lokalplaner, som det hedder i dag. Blandt andet har SGH skubbet meget på denne proces, fordi vi har fundet det væsentligt, at de regler, der gælder for vores boliger, skal være up-to-date og tilpasset løbende ændringer i de måder, som vi som borgere vælger at bo og indrette os på.
I den proces har SGH aldrig været tilhænger af dispensationer til byggeri i forhold til gældende lokalplaner. Lokalplanerne er et udtryk for, hvordan politikerne overordnet og langsigtet mener, at et boligkvarter skal se ud, og hvordan det skal udvikle sig. Og disse lokalplaner skulle gerne være udformet i tæt samarbejde med de borgere, der hver dag skal færdes og bo i områderne.
Derfor går det slet ikke, at investorer med en pose penge i hånden melder sig i et givet område, og gerne vil ændre området totalt. Det betyder, at det bliver helt tilfældigt, hvordan et område, udvikler sig. Det afhænger herefter helt af, hvem der henvender sig med en pose penge.
Lokalplaner er ikke kun love og paragraffer. Lokalplaner udtrykker også intentioner og hensigter, og disse skal respekteres og ikke forvaltes af en tilfældig bygherre/investor.
Overholder man ikke lokalplanerne, underminerer man værdien af dem, og det skaber usikkerhed blandt de grundejere, der har købt bolig i et område i sikker forvisning om, hvordan et givent område ser ud, og hvordan det vil udvikle sig i fremtiden. Og en sikkerhed for, at området ikke ændres radikalt inden for få år. Det må være den egentlige hensigt med lokalplaner.
Det er denne uheldige udvikling, der risikerer at blive realiseret, hvis det skitserede projekt på Cathrine Boothsvej bliver gennemført. Byplanvedtægten for det område siger højt og tydeligt, at man kun ønsker parcelhuse i området. Det må kommunen og investor respektere. Ønsker man ændringer i dette område, må politikerne vedtage en ny lokalplan i samråd med grundejerne i området.
Den her sag er ikke den eneste dispensationssag i kommunen, der vækker forundring. Vi behøver ikke at nævne disse, da de er velkendte. Men disse sager er med til at underminere lokalplanernes betydning, og derfor skal en dispensation være udtryk for en helt usædvanlig hændelse/sag, hvor det er nødvendigt at dispensere. Ikke en dagligdags foreteelse, der er mere almindelig end undtagelsen.
Det trækker bestemt også i den forkerte retning, når vi i SGH fra medlemmer hører, at henvendelser til kommunen om lokalplaner ofte blot bliver besvaret med, at ”lokalplaner kan man altid dispensere fra”.
I øjeblikket udfoldes der store bestræbelser i blandt andet Grækerkvarteret på at involvere grundejerne i en nye fælles lokalplan som erstatning for flere forældede byplanvedtægter. Det tager lang tid, og man går ned i mange detaljer. Det er et udmærket arbejde. Men hvorfor egentlig være så grundige, når lokalplanerne blot senere hen undermineres af dispensationer.
Derfor er der kun et entydigt svar i Cathrine Boothsvejs-sagen: Afvis samtlige dele af projektet og undlad at give dispensation.
Venlig hilsen
SGH Sammenslutningen af grundejerforeninger i Hvidovre Kommune
Formand Flemming J. Mikkelsen Mail: flemming.j.mikkelsen@privat.dk