Vi har brug for dig i bestyrelsen
I øjeblikket består SGHs bestyrelse kun af fem medlemmer, fordi to bestyrelsesmedlemmer i året løb desværre har
set sig nødsaget til at træde ud af bestyrelsen. Derfor er der brug for nye og friske kræfter i bestyrelsesarbejdet.
Den 18. marts 2024 har SGH, Sammenslutningen af grundejerforeninger i Hvidovre Kommune, generalforsamling. Ud
over en masse andre ting betyder det, at der – som vedtægterne foreskriver – skal vælges medlemmer af bestyrelsen.
Derfor beder vi dig som formand eller bestyrelsesmedlem af den grundejerforening, som du er medlem af, om at
overveje, om du ikke kunne have lyst til at tage en tørn i SGHs bestyrelse.
To medlemmer er udtrådt
Bestyrelsen befinder sig nemlig i den situation, at to medlemmer af bestyrelsen desværre af forskellige årsager i det
forløbne år har været nødsaget til at træde ud af bestyrelsen. Og bestyrelsen har ingen suppleanter.
Det er vi i bestyrelsen selvfølgelig kede af, og vi tager derfor dette lidt usædvanlige skridt at henvende os til dig
allerede nu for at du i god tid inden generalforsamlingen i marts kan overveje, om du ikke kunne have lyst til at
arbejde lidt for grundejerne i Hvidovre Kommune. Enten som bestyrelsesmedlem eller som suppleant.
Vi mødes 8 – 9 gange årligt, og diskuterer aktuelle ting, som foregår i kommunen. Du er også velkommen til at
kontakte os for at høre mere om, hvad bestyrelsesarbejdet indebærer.
Gå ind på SGHs hjemmeside www.sgh.nu eller send en mail til sammenslutningen@mail.dk
________________________________________________________________________________________________
Få indflydelse på udviklingen
Sammenslutningen af grundejerforeninger i Hvidovre Kommune vil gerne have flere grundejere ind i
medlemskredsen.
Hvis du læser det her, er du via din grundejerforening formentlig allerede medlem af SGH, Sammenslutningen af
grundejerforeninger i Hvidovre Kommune.
Skulle du imidlertid kende en grundejerforening, der ikke er medlem af SGH, så prik formanden i den pågældende
forening på skulderen, og fortæl vedkommende, hvor vigtigt det er at være medlem af SGH.
Det giver nemlig indflydelse på udviklingen af den kommune, hvor du bor og måske også arbejder eller tilbringer
meget af din fritid. SGH har nu snart eksisteret i 22 år. Gennem disse år har foreningen, der er en paraplyorganisation
for private grundejere i kommunen, beskæftiget sig med rigtigt mange ting, som er væsentlige for grundejerne i
kommunen.
Det bruger vi tid på
Mange ressourcer har vi brugt på at påvirke lokalpolitikerne i sager, der betyder noget for grundejerne. Det drejer sig
blandt andet om at få reduceret hastighederne i kommunen, støjbekæmpelse, udvikling af bebyggelser i kommunen,
lokalplaner, arbejdet for en grønnere kommune. Desuden har vi skrevet en del høringssvar til rigtigt mange politiske
tiltag.
Det seneste drejede sig om et høringssvar til Vejdirektoratet om en overdækning af Amagermotorvejen og en
hastighedsnedsættelse til 70 km/t.
Også en række velbesøgte arrangementer har SGH stået for gennem tiden. Alt i alt en række gode resultater, synes vi
selv, at vi har opnået gennem årene.
Vi har ca. 40 pct. af grundejerne i kommunen som medlemmer (mange grundejerforeninger er ikke aktive), men vi vil
gerne være flere. Mange flere. Jo stærkere, vi er som organisation, desto bedre er vi stillet over for de lokale
politikere. Med bedre indflydelse som resultat.
Vi synes selv, at SGH er anerkendt og respekteret i lokalsamfundet, men vi vil som sagt gerne stå stærkere, så overvej
grundigt at melde din grundejerforening ind i SGH. Det årlige kontingent er beskedne 7 kr./medlem i din
grundejerforening. Du kan få meget mere information på hjemmesiden www.sgh.nu og på Facebook. Du er også
velkommen til at kontakte bestyrelsen.
________________________________________________________________________________________________
Flere træer, tak
SGH hilser Hvidovre Kommunes arbejde med en ny træpolitik meget velkommen.
Ud over støj, som er et kæmpeproblem i Hvidovre, arbejder SGH lige nu på at præge den træpolitik, som Hvidovre
Kommune har besluttet at gennemføre. Træer er gode for miljøet, hvorfor SGH gerne ser mange flere træer i
kommunen – rigtigt mange, hvorfor vi også vil indsende et omfattende høringssvar, når træpolitikken kommer i
høring. Vi er allerede begyndt at påvirke politikerne.
Træerne er vigtige, fordi de er smukke, når de præger bybilledet, de fjerne CO2 fra luften, og de optager rigtigt meget
vand, hvorfor de dermed også er effektive, når store regnskyl truer. Der findes derfor meget få argumenter for at
begrænse antallet af træer i kommunen.
Apropos vand og oversvømmelser under store regnskyl. Kommunen har planer om at begrænse de enkelte
grundejeres befæstelse af arealerne rund om huset. Trenden er i øjeblikket, at rigtigt meget areal belægges med fliser,
fordi dette kræver mindre vedligeholdelse.
Men desværre forhindrer dette faste underlag også, at vandet kan trænge ned i jorden og derved være med til at
hindre fremtidige oversvømmelser. Derfor arbejdes der med eventuelt at begrænse muligheden for at ”cementere”
sin grund med fliser. Mere om dette senere.
________________________________________________________________________________________________
Motorvejen SKAL overdækkes
I sit høringssvar til Vejdirektoratet lægger SGH meget stor vægt på, at der med den kommende udvidelse af
Amagermotorvejen også etableres overdækning på hele strækningen gennem Hvidovre.
SGHs bestyrelse sendte i oktober et høringssvar til Vejdirektoratet vedrørende en udvidelse af Amagermotorvejen.
Her påpegede bestyrelsen den helt klare nødvendighed af, at motorvejen overdækkes gennem Hvidovre, når den
daglige trafikbelastning i takt med at vejen udvides fra seks til ti spor stiger fra 125.000 til 170.000 køretøjer. Det er
en fuldstændig uanstændig behandling af mange tusinde mennesker her i kommunen, hvis motorvejen ikke
overdækkes. Derfor dette krav.
På helt kort sigt anbefalede SGH også, at den nuværende hastighed nedsættes fra 110 km/t til 70 km/t, som man ser
på andre motorveje i Københavns omegn. Det vil give en effekt her og nu.
Læs hele høringssvaret nedenfor:
Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43
1577 København V
Den 6. oktober 2023
Høringssvar til miljøkonsekvensvurderingen af udbygningsprojektet for Amagermotorvejen.
Ifølge Infrastrukturplan 2035 vedtaget i Folketinget den 28. juni 2021 skal E20 Amagermotorvejen udbygges, og
arbejdet med denne udvidelse påbegyndes allerede i 2024.
I den forbindelse har Vejdirektoratet sendt miljøkonsekvensvurderingen af udbygningsprojektet i høring, og hermed
følger et høringssvar fra Sammenslutningen af grundejerforeninger i Hvidovre Kommune, SGH. Sammenslutningen er
paraplyorganisation for op imod 4.000 private grundejere i kommunen.
Begrundelsen for at gennemføre udbygningsprojektet på Amagermotorvejen er, at det nuværende antal køretøjer,
der på et hverdagsdøgn kører på vejstrækningen, stiger markant. I øjeblikket kører 115.000 – 125.000 køretøjer på
strækningen. Inden udgangen af dette årti forventes det, at den daglige trafikbelastning vil stige til 150.000 – 170.000
køretøjer på et hverdagsdøgn.
De 7,1 km af motorvejen løber gennem Hvidovre Kommune, og den anslåede trafikstigning vil i de kommende 6 – 7 år
betyde en meget massiv forøgelse af den støj, som i forvejen belaster rigtigt mange boliger i Hvidovre Kommune.
Som led i udbygningsprojektet vil Vejdirektoratet på en strækning på 12,5 km etablere støjskærme i op til 9 meters
højde – blandt andet på Kalvebod-broerne.
Etabler overdækning
Dette tiltag er efter SGHs opfattelse slet ikke tilstrækkeligt. Finder man det begrundet at udvide motorvejen til i alt 10
spor fra de nuværende seks spor, bør man i stedet etablere en overdækning af motorvejen igennem Hvidovre.
Hvidovre Kommune har i en rapport tidligere anslået, at en overdækning af motorvejen kan reducere antallet af
støjplagede boliger med omkring 7.000. Vælger man en såkaldt let overbygning, kan denne monteres med
miljøvenlige solceller, som kan generere 72 MW grøn strøm årligt. Det svarer til ca. 50.000 boligers årlige
strømforbrug.
Eksperter har tidligere oplyst SGH om, at en sådan overbygning på 7,1 km vil kunne etableres for 2,5 – 2,7 mia. kr.
Der kan også vælges en såkaldt tung overbygning, hvor man kan lade private investorer bygge boliger oven på
overbygningen. En sådan løsning vil koste omkring 7 mia. kr. at gennemføre.
For SGH er det ikke afgørende, hvilken løsning, man vælger. Det væsentlige er, at der ikke sker en udvidelse af
Amagermotorvejen uden at der samtidig etableres en overbygning, som kan skærme de mange boliger i området, der
i dag plages af sygdomsfremkaldende støj.
Kortsigtet løsning: 70 km/t
Det er den langsigtede løsning. På kort sigt – det vil sige her og nu – kan man reducere hastigheden på strækningen
gennem Hvidovre Kommune til 70 km/t. Hastigheden er i øjeblikket 110 km/t gennem Hvidovre Kommune, mens den
på Amager-siden af Kalvebod-broerne er 90 km/t.
Lignende hastighedsreduktioner ser man både på Holbæk-motorvejen, Lyngbyvej og Helsingør-motorvejen. Så det er
ikke ukendt, at se motorveje i Danmark med lokale hastighedsreduktioner. Dette fænomen bør også indføres gennem
Hvidovre Kommune.
_______________________________________________________________________________________