Støj gør os syge – sådan kan vi begrænse støjen
SGH inviterer til indlæg og debat om en reducering af de stigende støjproblemer, som præger Hvidovre Kommune.
Støj påvirker alle. Ingen går fri. Specielt ikke her i Hvidovre, som gennemskæres af to motorveje og tre jernbaner. Og støjen har rigtigt mange sundhedsmæssige konsekvenser. Der er derfor et stort behov for at begrænse støjen i vores område. Ikke mindst set i lyset af, at de seks spor på Amagermotorvejen ad åre er planlagt til at blive til ikke mindre end ti spor.
Derfor sætter SGH fokus på støjbekæmpelse, og som allerede nævnt i SGHs nyhedsbrev i december sidste år inviterer sammenslutningen til et stormøde omkring støjbekæmpelse i Lille Friheden, Lille Friheden 1, 2650 Hvidovre.
torsdag den 26. januar kl. 19:00 – 21:30
Støj skal primært bekæmpes ved kilden. Det giver den bedste effekt. Derfor et indlæg og en debat om, hvordan en overdækning af de to motorveje i Hvidovre kan reducere de støjmæssige konsekvenser for beboerne i området.
Men på det lavpraktiske plan er der også flere muligheder for, at de enkelte borgere selv kan etablere foranstaltninger, som nedbringer støjen fra de store veje.
Til at belyse dette, har SGH derfor bedt en række eksperter og Hvidovre Kommune om at give deres bud på, hvordan man som borger i kommunen kan være med til at reducere støjen.
Mødet er åbent for alle. Ikke kun medlemmer af SGH. Og heller ikke kun grundejere. Alle, der interesserer sig for at reducere støj, er velkommen til at deltage.
Programmet for mødet den 26. januar 2023 ser sådan ud:
1. SGH byder velkommen ved formand Flemming J. Mikkelsen
2. Borgmester Anders Wolf Andresen fortæller om kommunens tiltag
a. Puljer til lydisolerende vinduer m.m.?
b. Spørgsmål
3. Oplæg om Solporten og overdækningen af Amagermotorvejen ved. arkitekt Mads Lützen
a. Sådan kan der overdækkes
b. Spørgsmål
4. Oplæg om vejstøj ved støjekspert Ole Grann Andersson, Teknologisk Institut
a. Hvordan opstår støj, og hvad kan du selv gøre for at begrænse den – for eksempel støjen fra bilen
b. Spørgsmål
5. Oplæg om støjdæmpning af egen have/terrasse ved Claus Veronese
a. Eksempler på, hvad man selv kan gøre
b. Spørgsmål
Dokumentation: Så farlig er støj
Trafikstøj påvirker ifølge eksperter os alle på mange måder. Og støjen har mange sundhedseffekter. Disse kan gå fra at være en følelse af ubehag til i værste fald at være skyld i dødsfald. Nedenfor ses dokumenterede sundhedseffekter ved trafikstøj:
· Støj kan føre til stress. Hvis man udsættes for støj, kan man føle sig stresset. Denne følelse går væk, når man ikke længere er udsat for støj.
· Trafikstøj kan være skyld i hjerte-karsygdomme. Dette er undersøgt og bevist. Der er en sammenhæng mellem støj og blodpropper i hjertet og mellem støj og forhøjet blodtryk samt slagtilfælde.
· Trafikstøj kan også føre til diabetes. Undersøgelser viser, at der er en sammenhæng mellem trafikstøj og en større livvidde.
· Trafikstøj kan føre til cancer.
· Trafikstøj kan have en negativ påvirkning på børns helbred. Denne støj kan blandt andet være skyld i dårlig hukommelse og læseforståelse. Derudover kan trafikstøj påvirke børns blodtryk.
Vel mødt.
Bestyrelsen
Sammenslutningen af grundejerforeninger i Hvidovre Kommune, SGH