SGH flytter sin generalforsamling til 2021
Generalforsamlingen 2020: Corona-smitten huserer stadig, og derfor slår SGH generalforsamlingerne i 2020 og 2021 sammen til en fælles generalforsamling inden udgangen af marts 2021.
I marts udsendte SGH et nyhedsbrev, hvor bestyrelsen aflyste generalforsamlingen, der var datosat til den 31. marts 2020. Begrundelsen var den dengang alvorligt forværrede situation omkring spredningen af corona-virus her i landet.
SGH ønskede dengang ikke at bidrage til at øge risikoen for smittespredning, hvorfor vi besluttede at dispensere fra vedtægternes bestemmelser om at holde generalforsamlingen inden udgangen af marts. Generalforsamlingen blev udsat indtil det igen er sundhedsmæssigt forsvarligt at invitere mange mennesker sammen.
Den holdning har bestyrelsen stadig. Corona-smitten huserer stadig og ingen ved med sikkerhed, hvordan smittespredningen udvikler sig. Sammenholdt med, at vi nu kommer tættere på det tidspunkt, hvor den næste generalforsamling skal holdes, har bestyrelsen derfor besluttet endnu engang at udsætte generalforsamlingen for 2020.
Faktisk udsættes generalforsamlingen i så lang tid, at vi slår de to generalforsamlinger sammen, således at generalforsamlingen 2020 og generalforsamlingen 2021 holdes samtidig i første kvartal 2021. Altså inden udgangen af marts 2021.
Kontingentopkrævningen for 2020/2021 er netop udsendt, og det er bestyrelsens håb, at medlemmerne indbetaler dette kontingent og fortsat støtter grundejernes paraplyorganisation – på trods af, at SGH som følge af coronaen har måttet reducere sine aktiviteter i betydelig grad.
SGH indstiller selvfølgelig ikke sine aktiviteter. Men på et tidspunkt er den globale verden forhåbentlig forbi denne epidemi, og så er SGH naturligvis parat til at kæmpe grundejernes sag med fuld styrke.
Mere information løbende og tak for jeres forståelse.
Den 1. september 2020.
Bestyrelsen