Klip din hæk og rens fortov-kampagne i denne uge
SGH og Hvidovre Kommune stiller – ligesom tidligere – containere op til haveaffald og ukrudt fra fortov.
I den kommende weekend kan grundejere i hele Hvidovre igen samle deres haveaffald, hækafklip, ukrudt og græs fra fortovet og grene og derefter aflevere det i en container i nærheden.
Det er SGH og Hvidovre Kommune, der i fællesskab nu for fjerde gang i streg gennemfører renholdningskampagnen ”Klip din hæk”. Sidste år afleverede haveejerne 11,6 tons affald i otte containere med påskriften ”Klip din hæk” henover en september-weekend.
Kampagnen skal ikke alene få grundejerne til at klippe hækken ud til vejen. Hensigten er også, at få grundejerne til at fjerne ukrudt fra fortovet og beskære grene og buske, der hænger ud over fortovet eller vejen. Det, som grundejerne rent faktisk er forpligtet til.
– Når vi laver den her kampagne, så handler det om, at Hvidovre-borgerne skal kunne færdes uhindret på fortove og cykelstier. Samtidig skal vi sørge for, at vejskilte og gadelamper ikke vokser til, men kan ses, siger vej- og parkchef Michael Søndergaard Daugaard, Hvidovre Kommune.
Containere opsat centrale steder
For at gøre det lettere at komme af med det haveaffald, der kommer ud af det, kan haveaffald, ukrudt, afsavede grene og nedfaldsæbler fra på fredag den 13. september til og med mandag den 16. september afleveres i containere med ”Klip din hæk”-påskrift på siderne. Containerne bliver sat op centrale steder i kommunen.
– Jeg oplever, at mange grundejere er glade for muligheden for at aflevere haveaffald lige i nærheden, siger formanden for SGH, Flemming J. Mikkelsen:
– Som grundejerforening giver ”Klip din hæk”-kampagnen os mulighed for at få mindet både nye og gamle husejere om, at de skal sørge for at holde fortovet rent for ukrudt, græs , og klippe udhængende grene væk. Mange nye grundejere er formentlig ikke klar over dette.
Du kan som borger aflevere komposterbart haveaffald som fx grene, ukrudt, hækklip og nedfaldsæbler i én af de otte containere, der bliver opstillet i kommunens villakvarterer i perioden 13.-16. september. Du kan læse mere om kampagnen og se, hvor den nærmeste container står på www.sgh.nu og www.hvidovre.dk
Grundejere langs offentlige veje
Som grundejer ud til en offentlig vej, er du forpligtiget til at renholde langs din grund.
Du skal sørge for:
Som grundejer ud til en offentlig vej, er du forpligtiget til at renholde langs din grund.
Du skal sørge for:
- At feje fortovet og de belagte arealer rundt om din grund.
- At fjerne affald og andet, der er til ulempe for færdslen.
- At fjerne ukrudt på fortovet. Der må ikke anvendes pesticider. Læs eventuelt mere i kommunens miljøpolitik.
- At fjerne grene og affald fra rendestensbrønde på cykelsti og kørebane.
- At friholde vejskilte, gadelamper og fortov for beplantning fra egen grund (se figur nedenfor).
Grundejere langs private fællesveje
Hvis du bor på privat fællesvej, skal du være opmærksom på, at der kan gælde andre regler, end dem der gælder for grundejere langs offentlige veje.
Gode erfaringer med snerydning?
Årstiden med kulde, is og sne nærmer sig, og det er der mange grundejere, som vil forberede sig på.
Medlemmer har spurgt SGHs bestyrelse, om vi har erfaringer med firmaer eller privatpersoner, som er gode til at stå for snerydning på fortov/indkørsel o. lign.
Dette spørgsmål kan vi ikke svare entydigt på, hvorfor vi sender det videre til samtlige modtagere af dette nyhedsbrev, som er velkomne til at sende deres erfaringer gennem www.sgh.nu eller sammenslutningen@mail.dk
Hvor tæt (og hvor højt) skal vi bo i Hvidovre?
Er du interesseret i kommunens boligpolitik, så kom og giv din mening til kende eller få svar, når SGH i løbet af efteråret samler et panel af kommunalpolitikere til en debat om kommunens boligpolitik.
Mange hundrede boliger i etagebyggeri kan være på vej her i kommunen. Hovedstadsområdet vil i de kommende år komme til at mangle boliger, fordi flere mennesker flytter fra provinsen til storbyen. Den udvikling vil Hvidovre Kommune gerne være en del af, og derfor har kommunalbestyrelsen besluttet en boligpolitik https://hvidovre.dk/Hvidovre/presse/pressemeddelelser/2019/02/Boligpolitik der giver de overordnede retningslinjer for de kommende års stigende etagebyggeri i kommunen.
Boligpolitikken kommer til at berøre os alle, og det centrale spørgsmål er derfor, om kommunens borgere også ønsker en udvikling med mange flere høje etageboliger. Derfor har du nu mulighed for at få en diskussion med lokalpolitikerne med borgmester Helle Adelborg i spidsen om den nye boligpolitik. Datoen for mødet, hvor flere politiske partier deltager, er endnu ikke fastsat. Mere information senere.
Bestyrelsen, september 2019