Sådan prioriterer kommunen vedligeholdelse af vejene
Besøg hos Vej & Park: Hvidovre Kommunes Vej & Park fortæller om sit arbejde og prioritering af vedligehold i byen den 15. maj.
Er der noget, du ikke forstår i den måde, Hvidovre Kommunes Vej & Park vedligeholder veje, fortov, cykelstier eller de grønne områder på. Eller kan du ligefrem blive irriteret over den måde, de griber tingene an på.
Måske er du bare interesseret i at rose kommunens folk for deres arbejde. Uanset bevæggrund, så skal du sætte kryds i kalenderen onsdag den 15. maj kl. 17:30 – 20:00.
På det tidspunkt indleder SGH sin nye sæson med arrangementer med et besøg hos Hvidovre Kommunes Vej & Park. Michael Søndergaard Daugaard, Vej & Parkchef, har inviteret SGHs medlemmer indenfor til en snak med kommunens folk om, hvordan veje, fortov, cykelstier samt de grønne områder vedligeholdes i dag. Men også om, hvordan de prioriterer vedligehold af byen i de kommende år.
Ud over muligheden for at give sit besyv med om vedligeholdelse, bliver der også mulighed for et kig ind i drivhusene, hvor de mange sommerblomster, der senere udplantes, befinder sig. Efter sigende et ganske betagende syn.
Mødet finder sted på Materielgården, Høvedstensvej 21, hvor der også serveres en vand og en sandwich.
Vej & Park viser under besøget den 15. maj også sine drivhuse med sommerblomster.
Boligpolitikken i Hvidovre på dagsordenen
Møde om boligpolitik: SGH rejser til efteråret en debat om, hvor mange indbyggere vi skal være her i Hvidovre.
Rigtig mange boliger i nyt etagebyggeri ser efter al sandsynlighed dagens lys i de kommende år her i kommunen. Det politiske flertal går målrettet efter en markant udbygning af Hvidovre, og til at fremme dette projekt, blev de politiske partier sidste efterår enige om en egentlig boligpolitik for kommunen.
Men boligpolitikken, som blandt andet indikerer, hvor mange indbyggere, vi fremover skal være i kommunen, har aldrig været sat til debat blandt kommunens borgere.
Den debat synes vi i SGH er væsentlig. Derfor arbejder bestyrelsen på et stort arrangement til efteråret, hvor et panel af politikere deltager med indlæg, og hvor alle deltagere i arrangementet, får mulighed for at stille spørgsmål. Så du kan godt begynde at glæde dig til arrangementet allerede nu og måske overveje, hvilke spørgsmål, du synes er vigtige at få svar på.
Maj 2019
Bestyrelsen