Skal SGH overleve?
Svag interesse for medlemsarrangementer og bestyrelsesposter får SGHs bestyrelse til at sætte spørgsmålstegn ved paraplyorganisationens fortsatte eksistens. Bestyrelsen efterlyser derfor holdninger til, om det er nu, at Hvidovres grundejere lukker deres fælles talerør ned.
Sammenslutningen af grundejerforeninger i Hvidovre kommune, SGH, blev etableret i 2002. Dengang var der en kreds af grundejere, der fandt, at der var et behov for at samle og koordinere grundejersynspunkter over for politikere og andre samarbejdspartnere. Efter et års forberedelser var paraplyorganisationen SGH en realitet.
I de efterfølgende år har SGH opnået en stadig mere anerkendt position for sine synspunkter og respektfulde relationer til alle, der arbejder i grundejerinteresser, og organisationen har opnået en repræsentation på 45- 50 pct. af de private grundejere i kommunen. Men dette tal er nu faldende – ikke fordi medlemmerne melder sig ud af SGH. Simpelthen fordi flere medlemsgrundejerforeninger har nedlagt sig selv, hvorfor de selvfølgelig ikke kan være medlemmer.
Så langt så godt. Og så alligevel ikke. Inden for de senere år har SGH oplevet svigtende tilslutning til sine arrangementer – senest i 2018, hvor SGH havde inviteret til et stormøde på Christiansborg om støj, som i den grad præger Hvidovre kommune, hvor mere end 7.000 boliger oplever sundhedsfarlig trafikstøj. Og hvor kommunens politikere arbejder med en støjplan, der skal begrænse virkningerne af de enorme støjgener i kommunen.
Christiansborg-mødet var en kombination af en rundvisning på Christiansborg samt en diskussion med folketingsmedlem Mads Fuglede, som er medlem af det uofficielle ”Vestegnens trafikmafia”. Arrangementet var annonceret på hjemmesiden, på Facebook og i SGHs nyhedsbrev. Desværre med et meget ringe resultat: kun to medlemmer af SGH meldte sig som deltagere. Kun to interesserede sig for støjproblemer, som ret beset burde være en sag for alle, og det har i den grad overrasket for SGHs bestyrelse.
På den kommende generalforsamling den 26. marts er der på grund af fraflytning blandt bestyrelsesmedlemmer opstået den situation, at der skal vælges 2 bestyrelsesmedlemmer, 2 bestyrelsessuppleanter, 2 revisorer og 1 revisorsuppleant – altså i alt syv nye personer, skal være villige til at lade sig vælge.
Set i lyset af de senere års erfaringer, forekommer dette at være en vanskelig opgave. Det har tidligere været en udfordring at rekruttere nye bestyrelsesmedlemmer, og intet tyder på, at interessen for denne position er stigende. Tværtimod.
Man kan så stille sig selv det spørgsmål, om bestyrelsens tiltag og arrangementer er for kedelige og ligegyldige? Svaret på det spørgsmål er en smagssag. Bestyrelsen synes det ikke. Men en ting er i hvert fald sikker: SGHs mange høringssvar, kontakter og møder med politikere, meningstilkendegivelser har alle sammen været relevante og derfor forsvarlige synspunkter fra en paraplyorganisation.
I den nuværende situation er det relevante spørgsmål derfor, om tiden er løbet fra SGH som organisation. Er det tiden at aflive organisationen. Skal grundejerne i Hvidovre ikke længere have et fælles talerør, og er det nu, at SGHs beskedne formue fordeles til de nuværende medlemmer? Eller skal SGH styrkes, og er du selv parat til aktivt at være med til dette. De spørgsmål beder SGHs bestyrelse dig hermed at besvare på:
Website : www.sgh.nu
Email: sammenslutningen@mail.dk
Telefon: 40117722
Generalforsamling i Cirkusmuseet den 26. marts
Som allerede nævnt i artiklen ovenfor, holder SGH ordinær generalforsamling den 26. marts 2019 i Cirkusmuseet i Avedørelejren. Forud for generalforsamlingen vil der være en rundvisning i det internationalt anerkendte museum. Reserver datoen allerede nu, så du er i stand til at deltage.
Med venlig hilsen
SGHs bestyrelse