SGH – Årsberetning for 2006
Bestyrelsens beretning for 2006 er aflagt af formanden for Sammenslutningen af Grundejerforeninger i Hvidovre Kommune, Flemming J. Mikkelsen, på den ordinære generalforsamling i Lille Friheden, mandag den 26. februar 2007 kl. 19.30
Møde med borgmesteren
2006 blev på mange måder både et godt år og et måske lidt mindre godt år for SGH. I bestyrelsen lagde vi godt ud umiddelbart efter sidste generalforsamling. Formanden og et bestyrelsesmedlem havde fået en aftale med borgmester Britta Christensen. Det forløb i en god og konstruktiv tone, og vi nåede faktisk langt ad vejen om i bestræbelserne på at respektere hinandens synspunkter. Måske fik vi også åbnet lidt for, hvad vi kan bruge hinanden til.
Flere kritikpunkter
Baggrunden for mødet var en række kritikpunkter, som jeg fremførte allerede på sidste års generalforsamling. Blandt andet at SGH ikke fik svar på en række spørgsmål, som var stillet skriftligt. Hvorfor var vi ikke blevet medlem af Boligkommissionen og af Udvalget til bygningsforbedring. Hvilke erfaringer havde man gjort af trafiksaneringen på Kløverprisvej i Hvidovre Nord.
Borgmesteren undskyldte
Borgmesteren undskyldte oprigtigt, at vi ikke havde modtaget svar på vores spørgsmål. Og vi nåede faktisk til enighed om, at både politikerne og grundejerne kunne være godt tjent med, at vi opretholdt en god kontakt med hinanden. Fra SGHs side fremhævede vi, at borgerinddragelse i beslutningsprocesserne er en sikker vej mod en kommune med endnu mere tilfredse borgere, og borgmesteren udtrykte ingen uenighed i dette synspunkt. Hun fremhævede i den forbindelse, at hun synes, at Hvidovre Kommune generelt er blevet bedre til at inddrage borgerne. Vi fik svar på vores mange spørgsmål. Absolut en god start.
Virkeligheden lidt mere træg
Lidt mindre positivt kom virkeligheden så til at forme sig efterfølgende. Alle medlemmer her er orienteret om sagen om de nye lokalplaner, som politikerne heldigvis har besluttet at udstyre kommunen med. De gamle og ofte meget forældede byplansvedtægter, som også er blevet nævnt her på SGHs tidligere generalforsamlinger, var ikke noget at samle på. De er ofte slet ikke ajourført, og derfor kontaktede vi Teknisk Forvaltning for at høre til planerne. Her fik vi at vide, at der kun var ressourcer til at ajourføre planerne, når behovet viste sig. Man fortalte intet om, at en gennemgribende ændringer i form af helt nye lokalplaner var undervejs.
Politikere sagde nej tak
Det erfarede vi selv ved at konsultere kommunens hjemmeside, og en henvendelse til den tekniske direktør klarlagde, at Teknisk Forvaltning gerne så grundejerne medvirke gennem SGH. Den indstilling delte politikerne desværre ikke, og politikerne besluttede at holde grundejerne uden for indflydelse på det indledende og overordnede arbejde med at udforme rammerne for de nye lokalplaner. Det er ærgerligt og uforståeligt. Som grundejere har vi en naturlig interesse i, hvordan disse planer udformes i forhold til, hvordan og hvor meget man for eksempel må bebygge sin grund, og hvor meget, man skal betale i skat. Politikerne er selvfølgelig valgt til at træffe beslutninger og disponere. Levede de ikke op til det, kunne vi klandre dem.
Mister ikke troværdighed
Men de samme politikere mister altså ikke troværdighed eller image, fordi de spørger borgerne – i det her tilfælde os grundejere, hvilken viden og erfaringer, vi kan bidrage med, og som politikerne kan drage god nytte af i deres beslutningsproces. Og der er vel også en god logik i, at noget, man selv har haft indflydelse på udformningen af, også avler et vist ejerskab hos dem, der har deltager i processen. Det er jo absolut i politikernes egen interesse. Men det har de desværre ikke ønsket i denne sag.
Tilbud til borgmesteren
Som I ved gjorde vi i SGHs bestyrelse borgmesteren skriftligt opmærksom på dette. Samtidig tilbød vi at deltage i at indkalde grundejerne til informationsmøder og sagen, men Britta Christensen sagde som bekendt nej tak. Da vi så ikke mente, at vi kunne komme længere af dialogens vej, følte vi os nødsaget til at gå til Hvidovre Avis med sagen. Ikke af stor lyst, men fordi vi mente, at en større kreds burde gøres opmærksom på, at denne sag havde taget sin begyndelse i Forvaltningen og det politiske system.
Skabelon under behandling
Efterfølgende er der så sket det, at Teknisk Forvaltning har udarbejdet en skabelon for udarbejdelse af nye lokalplaner. Den blev fremlagt på Teknik & Miljøudvalgets møde den 7. februar 2007, hvor alle partier minus liste T anbefalede, at planen godkendes først i Økonomiudvalget og senere i Kommunalbestyrelsen. På Økonomiudvalgets nøde den 19. februar 2007 anbefalede gruppe A og F så planen til godkendelse i Kommunalbestyrelsen.
Kommunalbestyrelsens behandling
Kommunalbestyrelsen har så den samlede, overordnede skabelon for lokalplaner til behandling på mødet i morgen den 27. februar, og det forventes, at den bliver vedtaget. I notatet til embedsmændenes indstilling fremgår det, at planen nu bliver sendt ud til offentlig høring på et tidspunkt. Det fremgår også, at det er politikernes hensigt, at de enkelte grundejerforeninger skal inddrages i lokale justeringer af den overordnede plan. I SGH ved vi ikke hvordan.
Lokalt præg fortsat muligt
Det må vi erfare hen ad vejen. Men det er svært at forestille sig, at vi som grundejere, får mulighed for at sætte nogle store lokale fingeraftryk på en plan, der er så gennemarbejdet. Desværre var det nok ikke sådan vi i SGHs bestyrelse opfattede borgmesterens ord om samarbejde. Men jeg vil opfordre jer på det kraftigste til at tage del i dette kommende arbejde. Måske kan vi i diskussionen efter denne beretning drøfte nogle af de synspunkter, det kan blive aktuelle at bringe frem.
Kender ikke tolkningen
I SGH tør vi ikke give en sikker garanti for, hvordan planen skal tolkes. Men generelt har det været politikernes ønske at lade de forældede byplansvedtægter blive afløst af mere moderne lokalplaner. En medvirkende årsag kan også være, at strukturreformen pr. 1. januar 2007 har betydet en nedlæggelse af regionplanmyndigheden lige som regionplanen udfases. Derfor bliver kommuneplanen den eneste overordnede plantype for, hvordan den enkelte grundejer må anvende sit grundareal.
Planen formål
Helt kort er det planen hovedformål at give mulighed for tættere byggeri i villaområder. Det sker dels ved
- ved at tillade øget boligareal på d enkelte ejendomme og dels ved
- at forbedre mulighederne for at bygge to-familiehuse på de enkelte grunde.
Væsentligste ændring er, at bebyggelsesprocenten hæves fra 25 til 30 procent, når det drejer sig om byggeri med 1 etage. For 1 ½ og for 2 etager kan bebyggelsesprocenten øges til 40 pct., fordi det ikke beskærer friarealet omkring byggeriet. Betegnelsen friarealsprocent opgiver man at operere med. Desuden hedder det i notatet, at Kommunalbestyrelsen vil skabe friere rammer for den arkitektoniske udformning af husene. Det vil sige skabe større mangfoldighed i bygningernes form, materialeanvendelse og karakter. Heri, hedder det, ligger der også et ønske om at give mulighed for at opføre mere kubiske formede bygninger, da de generelt er mere energiøkonomiske.
Carporte og P-pladser
For carportes vedkommende blive reglerne nu, at carporte kan placeres 2 meter fra vejskel. Det betyder, at mange carporte, der i øjeblikket ligger på dispensation bliver permanente lovliggjorte. Samtidig kræves der, at der på grundarealet er to parkeringspladser pr. bolig.
Med hensyn til grundstørrelser bliver der tre mindstestørrelser:
- 700 kvm grundstørrelse for parcelhuse med en bolig
- 800 kvm for grundstørrelser for to-families huse
- 500 kvm pr. bolig for dobbelthuse
Dertil kommer en lang række ting af mindre karakter som beplantning mod vej, parkering af trailere og campingvogne mod vej osv, som dog også er af en vis betydning.
Positivt – men hvorfor ikke dialog
Overordnet set er planen vel meget positiv. Men samtlige konsekvenser af planen kan vi i SGH ikke give det fulde overblik over endnu. Her havde vi været bedre stillet, hvis vi som grundejere var taget med på råd og havde diskuteret konsekvenserne med jer og embedsmændene/politikerne. For mig at se er der vanskeligt at forestille sig en plan, der vil få større konsekvenser for os grundejere end denne, og derfor er det er uforståeligt, at politikerne ikke har villet i dialog med de mange borgere – læs her grundejere – der bliver berørt af ændringerne.
Affaldsordninger mere positivt udtænkt
Mere positivt er tegner gennemførelsen af de nye sorteringsordninger for affald, som kommunen planlægger at indføre i parcelhuskvartererne. Her tyder det meget på, at grundejerne gennem SGH bliver inddraget i arbejdet på et endnu ikke kendt niveau. Det er positivt, og jeg tror, at det er noget, vi kan forvente os en del af. I SGHs bestyrelsen vil vi i den anledning tage initiativ til at indkalde samtlige grundejere i kommune for at drøfte, hvilke synspunkter og holdninger, vi skal indtage i den forbindelse
Trafikreguleringer lagt på hylden
Som jeg nævnte på generalforsamlingen sidste år er offensive trafiksaneringer desværre mere eller mindre lagt på hylden. En række chikaner skal ombygges på grund af nye lovkrav, asfalt skal strøs ud over de mest slidte veje, men egentlige trafiksanering med en form for hastighedsdæmpning er stillet i bero indtil videre. Borgmesteren fortalte os på vores møde med hende, at man overvejer billigere chikaner – evt. flytbare eller blomsterkummer. Saneringen i Hvidovre Nord er ikke færdig, og en initiativgruppes forsøg på at få trafiksaneret Strandby Alle er foreløbig ikke blevet til noget. SGH deltog i et møde med Teknisk Forvaltning og formanden for Teknik & Miljøudvalget om emnet, men her blev der stillet strenge krav om dokumentation for, at behovet for trafiksanering med hastighedsnedsættelse er nødvendigt.
Fokus på målsætningen
Men SGH forsøger at holde fokus på vores målsætning om, at hele kommunen på sigt skal være 40 km zone. Det var en af de ting, som sidste års generalforsamling lagde vægt på, og det vil vi fortsat forsøge at holde politikerne fast på. Mange steder er der fortsat behov for hastighedsnedsættelser. Blandt andet efter at kommunen nu har overtaget Gl. Køgevej og Avedøre Havnevej bør hastigheden også begrænses på de veje.
Det hjælper at sanere
Og historien viser, at det hjælper at trafiksanere. Den store trafiksanering i Hvidovre Nord er langt fra gennemført efter den oprindelige plan. Men det, der er gennemført, er gjort klogt. Chikaner og indskrænkninger på Kløverprisvej har ifølge kommunens undersøgelser betydet, at den samlede trafikmængde er faldet med 15 – 20 pct., mens faldet i den gennemkørende trafik er på 50 – 70 pct. Hastigheden er kun faldet med et par procent. På de tilstødende veje er morgentrafikken steget en smule, mens eftermiddagstrafikken er faldet markant. Det viser klart, at når man trafiksanerer, skal man gøre i et naturligt afgrænset område. Ikke på en enkelt vej.
Godt at begrænse støj
Ønsket om nedsættelse af hastigheden på kommunens veje ligger i god tråd med ønsket om at begrænse støjen i vores område, som også er et af de punkter, som SGH arbejder på. Lavere hastighed giver mindre støj, og det er glædeligt, at i hvert en enkelt politiker er begyndt at interessere sig for området. Retfærdigvis skal det nævnes, at kommunen allerede har gjort en del for at begrænse støjen ved at etablere den store vold langs den sydlige side af Holbæk-motorvejen. Det bør begrænse støjniveauet fra motorvejen. Hvidovres geografiske placering midt i en kraftigt voksende hovedstad lægger selvfølgelig en kraftig dæmper på, hvor meget støjen kan begrænses. Det er nok den pris, vi i stigende omfang skal betale for at leve i en storby med en infrastruktur, der er i rivende udvikling.
Noget kan gøres
Men noget kan gøres. Lavere hastighed, støjdæmpende asfalt, hvor det er muligt, støjvolde osv, hvilket vi også har gjort kommunalpolitikerne opmærksom på gennem vores arbejde i Det Grønne Råd. Her har SGH foreslået, at kommunalpolitikerne udarbejder en langsigtet strategi for, hvordan støjen i kommunen kan begrænses mest muligt. Vi har ikke fået tilsagn om, hvorvidt man vil gøre det eller ej, men vi arbejder videre på det.
Ringsted-banen vedtages i 2009
Støj er også et af de store emner, når den kommende udvidelse af Ringstedbanen gennem en evt. nybygningsløsning eller udvidelse af den eksisterende realiseres.Banen vil altid berøre Hvidovres borgere, og på mødet med borgmesteren drøftede vi dette emne, og her er SGH helt på linje med kommunalpolitikernes holdninger.
Overdækning og medindflydelse
Vælger man nybygningsløsningen langs med motorvejen, anbefales det, at jernbanen overdækkes over en 450 meter lang strækning i det tættest bebyggede område i kommunen. SGH har skrevet denne anbefaling til Trafikministeren, som vi også har gjort opmærksom på, at en inddragelse af borgerne i Hvidovre må være et krav inden man vedtager en endelig udformning af linjeføringen. Det gav vi også udtryk for i en avisartikel i Hvidovre Avis i juli sidste år.
Forventer inddragelse i proces
Vi forventer nu, at grundejerne bliver inddraget i processen – enten gennem SGH eller gennem de enkelte grundejerforeninger. Vi har også bedt om at blive holdt løbende orienteret om sagen, så vi kan indkalde til grundejermøder for at orientere sagen og drøfte med jer, hvilke initiativer vi skal foreslå trafikministeren. Indtil videre er planen i undersøgelses- og analysestadiet, og den forventes gennemført i 2009.
Det Grønne Råd
I løbet af året er der også holdt valg til Det Grønne Råd. SGHs medlemmer sidder på de fire pladser, grundejerne har i rådet, og tre af suppleant-pladserne. Arbejdet i rådet er en smule mere struktureret end tidligere. Blandt andet har SGH stillet krav om, at formanden fortæller om, hvad rådets mange anbefalinger og diskussionsemner efterfølgende bruges til. Tager formanden dem med til de relevante politikere. Også her vil vi forstærke indsatsen.
Følgende prioriteringer
Vi har i rådet peget på følgende prioriteringer, vi synes rådet skal arbejde videre med: Hele Hvidovre Kommune til en 40 km-zone, kortlægning af al støj og måder at begrænse denne på, kildesortering, plejeplan for de grønne områder og deres vedligeholdelse, når brug af pesticider er forbudt, udvikling af Hvidovre Havn til en havn for alle, bedre borgerinddragelse i væsentlige beslutninger, der drejer sig om miljøet.
Det fører naturligt til, at jeg her nævner de hovedområder, som SGH generelt agter at arbejde videre med i det kommende år.
- En langsigtet plan for at gøre hele kommunen til en 40 kms-zone.
- En langsigtet plan for kortlægning af støj og en handlingsplan for, hvordan den stigende støj kan reduceres eller holdes i ro.
- Skabe borgerindflydelse på udformningen af linjeføringen for Ringstedbanen gennem Hvidovre Kommune.
- Sikre, at 450 meter af banen overdækkes der, hvor den løber igennem det tætteste befolkede område.Opnå tilladelse til, at grundejerne selv må lægge kørefliser og sænke fortovskant uden for egen indkørsel, når det gøres efter kommunes forskrifter. I øjeblikket skal kommunens folk gøre dette.
- Formå NESA/DONG Energy til at nedlægge rør til fiberkabler også i de områder, hvor grundejerforeninger for år tilbage selv betalte nye belysningsarmaturer. DONG har ikke disse planer i øjeblikket.
- Påvirke den kommende affalds- og kildesorteringsordning.
- Påvirke, at der gennemføres en mere omfattende plejeplan for alle grønne områder i kommunen (Hvad afløser forbudet mod brug af pesticider, som SGH i øvrigt er meget stærk tilhænger af).
- Udvikling af Hvidovre Havn, så det bliver en attraktiv havn for alle borgere i kommunen – med størst mulig hensyntagen til, at udvidelsen ikke belaster miljøet unødvendigt. Sikre, at brugerne inddrages i beslutningsprocessen.
- Skabe den højeste grad af borgerinddragelse i væsentlige politiske beslutninger, der har generel og principiel betydning for grundejerne i kommunen.
- Forsøge at få betingelserne for erhverv i villaområder skærpet. Her går den nye skabelon for lokalplanerne også ind med nye bestemmelser, som som præciserer regler for erhverv.
- Forsøge at skabe et pænere og grønnere Hvidovre.
Lægger op til politikermøde
I SGH vil vi gerne skabe bedre dialog mellem politikerne og borgerne, så størst mulig borgerindflydelse kommer øverst på dagsordenen. I årsberetningen for 2005 nævnte jeg, at kommunikationen med politikerne og embedsmændene lod noget tilbage at ønske. Breve blev ikke besvaret inden for de 14 dage, kommunen lover på sin hjemmeside. Det er blevet bedre. Vi har fået hurtigere svar på vores henvendelser, og det er godt. Men for at forbedre dialogen endnu mere, havde vi i november sidste år planlagt et medlemsmøde, hvor I som grundejere havde mulighed for at skyde på en repræsentant for hvert af de politiske partier.
Lykkedes ikke
Desværre kunne det ikke flaske sig sådan, at alle politikerne kunne på en gang, så vi udsatte det til den 17. januar i år. Her lykkedes det imidlertid heller ikke at samle alle politikerne, så det måtte også opgives. Desværre. Vi planlægger nu at gennemføre det i løbet af dette forår. Der skulle jo være nok at spørge til: Lokalplaner, linjeføring for jernbanen, trafiksanering, støj, affaldssortering osv.. I vil hurtigt få besked om mødet, fordi vi i bestyrelsen finder det meget vigtigt at have den direkte dialog med politikerne. De fleste af jer husker vel politikermødet fra den 3. november 2005, hvor spørgelysten var stor.
Gennemførte møde
Sidste forår gennemførte vi godt nok et møde, hvor vi håbede på, at i hvert fald Finn Gerdes, formand for Teknik og Miljøudvalget, kunne deltage. Det kunne han ikke, men i stedet fortalte embedsmænd fra Teknisk Forvaltning om, hvad der er grundejernes ret og pligt. Når det gælder snerydning, renholdelse af fortov, klipning af hæk ud til gaden og opbevaring af byggeaffald, sand og grus på fortov/vej uden for grundejerens egen parcel. Vi fik også noget at vide om, hvilke rettigheder og pligter, kommunen har. Dette emne var bl.a .affødt af et ønske fra en grundejerforening, som selv havde holdt møde med Teknik og Miljøudvalgets formand om emnet.
NESA tegnede og fortalte
På mødet gav repræsentanter for NESA og tv-udbydere også en status på, hvor langt NESA var med nedlægningen af rør til fibernet i kommunen. Samt hvilke muligheder for IP-telefoni, hurtigt internet og tv, det nye net kan byde på. Mødet var meget velbesøgt. Mere end 100 lagde vejen forbi Lille Friheden denne majaften i 2006. Absolut en succes, som blot opfordrer til at blive fulgt op på. Her vil jeg gerne, at vi efter denne beretning diskuterer, hvilke emner, der kunne være interessant på et grundejermøde til efteråret.
Flere medlemsarrangementer
Møderne med medemmerne opfatter vi i SGHs bestyrelse som vigtige for, at vi i bestyrelsen hele tiden er sporet ind på, hvad der rører sig blandt grundejerne i kommunen. Samtidig giver det SGH en synlighed, som skal være med til at tiltrække flere nye medlemmer og øget indflydelse. Vi er er små 40 medlemsforeninger med knapt 4.000 enkeltmedlemmer. Det er en beskeden fremgang siden sidste generalforsamling, men vi tror på, at større synlighed kan være med til at tiltrække nye medlemmer. SGHs bestyrelse deltager også i generalforsamlinger og informationsmøder hos ikke-medlemmer, og vi tror, at denne kontakt på sigt også kan give foreningen flere medlemmer, som alt andet lige vil give SGH større gennemslagskraft. Vi har meldinger om, at flere grundejerforeninger er interesserede.
Mere opsøgende
Når vi tror på endnu en lille medlemsfremgang i det kommende år, at vi nok heller ikke har været så aktive i det opsøgende arbejde som vi kunne have ønsket . I det kommende år vil vi fortsætte med medlemsarrangementer, nyhedsbreve og så vil vi gøre mere for at opsøge potentielle medlemmer aktivt, Her er vi selvfølgelig meget interesseret i at få ideer fra jer til møder og initiativer, som vi skal satse på. Opgaverne er jo mange i den kommende tid, og der skal råbes højt med stor kraft i røsten for at det skal lykkes at råbe politikerne op.
Synligheden stor
En meget mere offensiv anvendelse af SGHs hjemmeside www.sgh.nu håber vi også på kan give en – om end nok meget lille – skærv til medlemskartoteket. Blandt andet vil vi lægge alle referater fra vores møder ud på hjemmesiden. Og så vil vi fortsat forsøge at få grundejersynspunkter godt omtalt i Hvidovre Avis, som vi er meget tilfredse med at samarbejde med. Men der er noget at arbejde med, når der er ca. 90 grundejerforeninger med små 10.000 enkeltmedlemmer i kommunen.
Bestyrelsen – høj aktivitet
I bestyrelsen har aktivitetsniveauet det seneste år været højt som sædvanligt. Vi har holdt 15 – 20 møder i løbet af det sidste år. Vi deltager ofte som tilhørere i kommunalbestyrelsens møder og i arrangementer og høringer, som kommunen inviterer til – bl.a. høringen om Hvidovre Havn.
I årets løb har medlemmer af bestyrelsen deltaget i flere grundejerforeningers generalforsamlinger eller bestyrelsesmøder, og det vil vi rigtigt gerne fortsætte med. Kun ved en tæt kontakt med medlemsforeningerne får vi en god føling med, hvad I arbejder med.
Flere forlader bestyrelsen
Ved den her generalforsamling må vi desværre sig farvel til flere medlemmer af bestyrelsen. Marianne, som gennem de senere år har været et stort aktiv i bestyrelsen som sekretær, har af helbredsmæssige årsager desværre besluttet at træde ud af bestyrelsen. Marianne har lagt et meget samvittighedsfuldt arbejde i bestyrelsen. Også Tina, som har været med i flere år, trækker sig. Hendes mange rejser og andre aktiviteter tillader hende ikke længere at bruge så meget tid på arbejdet i SGH. Hun forlader os dog formentlig ikke helt. Hun har indvilget i at stille op som suppleant. Så hvis hun bliver valgt, vil hun deltage i de møder, hun har tid til.
Lige før jul måtte vi desværre også sige farvel til vores meget aktive suppleant gennem flere år, Frede Jensen, som døde efter lang tids sygdom. Frede var meget engageret i bestyrelsens arbejde. Og trods hans alder – han blev 80 år i september 2006 – og svære sygdom, deltog han flittigt og med godt humør i bestyrelsesmøderne indtil en måneds tid før sin død. Det satte vi stor pris på i bestyrelsen. Ære være hans minde.
Også vores bestyrelsessuppleant Jørgen Salhauge har besluttet at forlade sit hverv. Håber, at der blandt jer sidder nogle, som er klar til at tage over.
Opfordring til mere aktivitet
Til slut vil jeg opfordre til, at I som medlemmer af SGH benytter jer af muligheden for at præge og igangsætte arbejde og initiativer i SGH. Bestyrelsen er helt afhængige af jeres aktive medvirken, hvorfor jeg herfra skal opfordre jer til, at hvis I har en god ide eller et problem eller en udfordring, I gerne vil have os til at tage op, skal I ikke et øjeblik tøve med at henvende jer til os. I er meget velkomne.
Herefter overlader jeg beretningen til jeres behandling.
Tak for opmærksomheden.
På vegne af bestyrelsen i SGH
Flemming J. Mikkelsen
Den 26. februar 2007